Projektdata
Type: Facaderenovering
Status: Udført 2026
Økonomi: kontakt os for info
Lokation: Trige ved Aarhus
70’erhus i nye klæder
Denne facaderenovering i Trige er et godt eksempel på, hvordan de rette materialer kan være med til at løfte udtrykket på et helt hus.
Vi har været rådgivere på denne facaderenovering fra de indledende tanker og streger til tilbudsindhentning, udførelse og afleveringsforretning.
Huset er et klassisk typehus bygget i 70’erne, faktisk er det et såkaldt HØM HUS, opført af firmaet N. S. HØM, som var et nordjysk firma der byggede typehuse i det meste af landet. Firmaet eksisterer ikke mere, men du kan læse mere om firmaet her.
Huset et opført i bagmur af elementer, som efterfølgende blev beklædt med eksempelvis mursten, som i dette tilfælde. Bygherre oplevede at gavle, stern og vindskede var blevet ret slidte henover årene, og træbeklædningen var generelt lidt træt.
Efter en skitsefase med forslag til forskellige materialevalg, forelskede familien sig i disse facadeplader i aluminium fra Muncholm kaldet Muncholm Falzonal, Mayagold Patina, som har en messing-lignende overflade, kombineret med tagrende, nedløb, stern og vindskede i en lakeret aluminiumsplade i RAL8017.
Udvendige vinduesrammer matcher de brune bygningsdetaljer i samme RAL8017, som sammen med Mayagold Patina står flot til de eksisterende røde mursten.
De messinglignende plader er monteret med dét som kaldes en stående fals på 25 mm, som tilføjer en dybde og relief til fladen, og hvorved skruerne skjules bagved samlinger. Vindskeden er derimod udført med en liggende fals, som står flot sammen med afslutningsstenene af tagbelægningen.
Tak til Muncholm for rådgivning omkring facadepladerne og Andina Byg for kyndig udførelse af byggearbejdet!