Her giver vi en oversigt over, hvor du finder oplysninger om din ejendom
Hvad der gælder for din adresse når du skal bygge om eller bygge nyt, kan være svært at sige uden en dybere analyse. Der kan være forskellige regler og rammer, herunder:
- Bygningsreglementet
- En kommuneplan
- En lokalplan
- En byplanvedtægt
- En deklaration
Deklarationer findes i tingbogen: https://www.tinglysning.dk/tmv/landingpage
Kommune- og lokalplaner findes på kommunernes hjemmesider. Man kan som regel slå sin adresse op på et webkort, og slå et filter til, som viser om der findes en gældende lokalplan for adressen, og navnet på den. I Randers Kommune kan man bruge dette webkort: https://webkort.randers.dk/spatialmap – øverst på siden kan man vælge ’Søgning’ og indtaste sin adresse, derefter kan man i venstre side åbne menuen under ’PlandataDK’ og tænde for filteret ’Lokalplan, vedtaget (PDK)’. Her er også et link til kortet for Aarhus Kommune: https://webkort.aarhuskommune.dk/spatialmap
Derudover kan der være andre særtilfælde, som man skal tage højde for. Her kan vi nævne nogle af dem, som vi oftest møder:
- At bygningen er bevaringsværdig eller fredet
- Et nærliggende fortidsminde
- Skovbyggelinjer
- Kirkebyggelinjer
- Byggelinjer – eksempelvis for fremtidig udvidelse af vej
- Områder med særlige drikkevandsinteresser
- Areal udlagt til vej, eksempelvis til en nabogrund
Om en bygning er bevaringsværdig eller fredet, kan man undersøge på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside via dette link: Slots- og Kulturstyrelsen – Fredede og bevaringsværdige bygninger
Byggelinjer kan være angivet på kommunens webkort, i en lokalplan eller på ejendommens tingbog.
Du kan finde oplysninger om grundens areal, BBR-oplysninger og zonestatus på ois.dk – her kan du altså også se oplysninger om eksisterende bygninger på grunden, og evt. tjekke om bygningerne er registreret korrekt. Der findes i Danmark tre typer zoner, som en grund kan være registreret under: byzone, landzone eller sommerhusområde.
Ligger din grund i landzone, så gælder der nogle særlige regler for hvad der må bygges, og det kan være nødvendigt først at søge en landzonetilladelse, inden der søges byggetilladelse. Dette kan være en noget længere proces, eftersom en landzonetilladelse som udgangspunkt tager minimum et halvt år at behandle. Du kan se reglerne for byggeri i landzone i denne Vejledning om landzoneadministration.
Brug for hjælp?
Der er altså mange faktorer som skal undersøges, inden man kommer for langt i planlægningen af sit byggeri.
Hos Tegnestuen Blå Streg starter vi altid et projekt med at undersøge ovenstående forhold, så projektet kommer rigtigt fra start, inden tegnearbejdet begynder. Har du brug for hjælp? Så tilbyder vi også at man kan købe særskilt hjælp til denne fase, helt uforpligtende om man også vil tilkøbe tegninger.
Vi kalder denne fase for en ’projektscreening’, fordi vi screener projektet for hvilke bygningsregulerende parametre, som der skal tages højde for, inden vi tegner og formgiver byggeriet.
Kontakt os helt uforpligtende med din forespørgsel på info@tegnblaastreg.dk